Mikael farer vild i skoven, men hans gamle klæde hjælper ham hjem -- og lærer ham at stole på sig selv.
Det var en solrig eftermiddag, da Mikael besluttede sig for at udforske en ny sti i skoven bag huset. Han havde altid været nysgerrig på, hvad der lå bag de høje træer og den tætte underskov, og denne gang følte han sig klar til eventyret. Han tog sit gamle, blå klæde med — en lille lap stof, han altid havde med sig, når han havde brug for lidt ekstra tryghed.
Klædet havde altid været en god ven for Mikael. Det var blødt, let og havde den særlige evne til at gøre ham rolig, selv når han var i tvivl. Det havde været med ham på mange små eventyr, men det var første gang, han skulle ud og udforske helt alene.
Mikael gik langs den velkendte sti, men efter et stykke tid blev stien smallere og sværere at følge. Træerne stod tættere og tættere, og det blev sværere at finde vej.
»Jeg er gået langt nu, men hvor er jeg egentlig?« mumlede Mikael.
Han kiggede på klædet i hånden, og skuldrene faldt ned på plads. Han vidste ikke rigtig, hvor han var, men hænderne rystede ikke.
Et skridt tilbage mellem træerne
Mikael stoppede op, tog en dyb indånding og tænkte over, hvad han kunne gøre. Han kunne høre fuglene synge og vinden rasle i bladene, men han følte, at han havde brug for at lytte til sin egen fornemmelse.
Han tog et skridt tilbage, lagde klædet ned på jorden foran sig og satte sig ned.
»Jeg skal stole på mig selv,« tænkte han.
»Jeg må bruge min mavefornemmelse. Klædet har altid været en god ven. Måske har det noget at vise mig nu.«
Pludselig følte han en ro brede sig gennem kroppen. Det var, som om klædet havde vist ham, at han skulle gå til venstre. Mikael stod langsomt op, tog klædet og lukkede hånden om det.
Han begyndte at gå i den retning, der føltes rigtig.
»Jeg kan finde vejen. Jeg skal nok klare det,« sagde Mikael og smilede.
Hver gang han kiggede på klædet i hånden, blev skridtene sikrere.
Den rigtige vej
Efter et stykke tid åbnede skoven sig, og noget omkring ham føltes bekendt. Træerne stod ikke så tæt mere, og han så nogle velkendte stier mellem buskene. Han havde ikke kigget på et kort eller spurgt nogen om vej, men han havde selv fundet stien. Det var, som om hele skoven havde åbnet sig for ham, og han kunne se sollyset glitre mellem træerne.
»Jeg har fundet det!« råbte Mikael, glad og lettet. »Jeg er på vej hjem.«
Han begyndte at gå hurtigere, og snart kunne han høre lyden af bækken, der løb i nærheden. Hjemme ventede mor, og han havde noget at fortælle.
Da han kom ud af skoven og tilbage på stien, der førte hjem til huset, kiggede han på klædet igen.
»Du hjalp mig, klæde. Det var dig, der fik mig til at stole på mig selv.«
En ny forståelse af sig selv
Da Mikael kom hjem, satte han sig hos sin mor i køkkenet. Han fortalte hende det hele om, hvordan han var faret vild, og hvordan han havde brugt klædet til at finde vejen tilbage.
»Jeg stolede på mig selv, mor,« sagde Mikael.
»Først troede jeg, at jeg havde brug for et kort, eller at nogen skulle vise mig vejen. Så satte jeg mig ned og ventede, til jeg vidste, hvilken vej jeg skulle.«
Mor smilede.
»Du fandt selv din egen vej hjem,« sagde mor og strøg det lille blå klæde glat på bordet. »Det gjorde I begge to.«
Mikael foldede klædet til et lille blåt kvadrat og stak det i lommen.
Næste morgen var den smalle sti stadig der bag huset, og Mikael var klar til at gå lidt længere.
