Mathias taber sin første tand og lægger den under hovedpuden, fast besluttet på at holde sig vågen til tandfeen kommer - men søvnen vinder, og morgenen bringer en gylden overraskelse.
Kom med på en godnathistorie om det magiske øjeblik, hvor tandfeen kommer.
Det var en stille aften i landsbyen, og mørket havde lagt sig over de små huse med deres oplyste vinduer. I det lille hus for enden af vejen sad syvårige Mathias og vippede med en løs tand, mens han hele tiden mærkede efter den med tungen. Den havde været løs i flere dage, og nu var det endelig ved at ske.
»Mathias, pas nu på du ikke sluger tanden!« sagde mor og satte sig ved siden af ham med en kop te.
Mathias lo og forsøgte at trække tanden ud selv, men det var ikke så let, som han havde troet. Lidt efter hjalp far med et forsigtigt ryk, og tanden gav efter. Mathias holdt den op som en skat.
»Jeg har tabt min første tand!« råbte han.
Mor hentede en lille æske med et billede af en tand på låget. Hun forklarede, at hvis Mathias lagde tanden under hovedpuden, ville tandfeen komme og give ham en mønt - eller måske noget helt magisk - i stedet.
»Men du skal huske at sove dybt. Tandfeen kommer kun, når alle børn sover,« sagde hun med et listigt smil.
En nat fuld af forventning
Mathias hoppede op i sengen, uden at blive bedt om det to gange. Han lagde omhyggeligt tanden i æsken og puttede den ind under hovedpuden. Tankerne kredsede om, hvordan tandfeen mon så ud. Måske var hun så lille som en fugl, eller måske havde hun et skinnende, eventyrligt lys omkring sig.
Mens han lå der, begyndte han at høre små lyde ude fra vinduet. Det var bare vinden, der raslede i træerne, men Mathias var sikker på, at det var tandfeens vinger.
»Jeg skal holde mig vågen,« hviskede han til sig selv. »Bare for at se hende.«
Øjenlågene blev tungere og tungere, og før han vidste af det, var han faldet i søvn. Udenfor skinnede månen klart, og et svagt lys bevægede sig mod hans vindue. En lille skikkelse med glødende vinger fløj stille ind og satte sig på natbordet.
Tandfeen åbnede æsken og kiggede på den lille tand med et smil. Hun lagde en skinnende guldmønt i stedet og strøede lidt stjernestøv over sengen, før hun fløj videre til det næste barn.
En magisk morgen
Da Mathias vågnede næste morgen, løftede han straks hovedpuden. Der lå mønten, blank, lige som mor havde sagt. Han løb ned i køkkenet med mønten i hånden.
»Tandfeen har været her! Hun tog min tand og gav mig en guldmønt!« råbte han ivrigt.
Mor og far smilede til hinanden over deres kopper. Mathias satte sig ved morgenbordet og begyndte at lægge planer for, hvad han skulle bruge mønten på.
»Måske kan jeg købe en ny skitsebog?« foreslog han.
Senere samme dag viste han mønten til sine venner, som også havde deres egne historier om tandfeen. Nogle havde fået små gaver, andre havde fået mønter. Alle syntes, at tandfeen var helt utrolig.
Da aftenen kom, sad Mathias ved vinduet og kiggede op på stjernerne. Han tænkte på, hvor tandfeen mon var nu, og hvem hun besøgte denne nat.
»Måske er hun på vej til Jonas nu,« tænkte han og smilede for sig selv.
Han krøb sammen under dynen og faldt i søvn med smilet stadig på læben.
De små øjeblikke kan blive til store minder.
En original historie inspireret af barndommens magiske øjeblikke.
English
Norsk
Svenska
Dansk
Deutsch
Nederlands