Tre unge eventyrere søger den legendariske troldmand Aldar for at lære magi -- men det, han lærer dem, er ikke den magi, de havde forestillet sig.
Det var en magisk aften i et gammelt, mystisk tårn, der stod på toppen af et bjerg. Tårnet var bygget af sten og dækket af mos, og det havde stået der i hundredvis af år. Inde i tårnet, omgivet af gamle bøger, magiske redskaber og lys fra fortryllede krystaller, sad en gammel og vis troldmand, der hed Aldar.
Rejsende vandrede den lange bjergvej bare for at stille ham et enkelt spørgsmål, og Aldar lagde altid sin bog fra sig for at lytte. Hans skæg var langt og hvidt, og hans øjne var klare og kloge. Han havde studeret magi i årtier og kendte de ældste hemmeligheder i verden. Han vidste, hvordan man kaldte stjernerne ned fra himlen, og hvordan man talte med træerne.
»Det er ikke trolddom, der skaber magi,« sagde Aldar til sig selv, mens han kiggede ud på den stjerneklare himmel. »Det er hjertet, der bærer den sande magi.«
Mødet med de unge eventyrere
En aften lød der pludselig et bank på tårnets dør. Aldar åbnede den, og til sin overraskelse stod tre unge eventyrere foran ham. De var ivrige, nysgerrige og vidste, at de havde fundet den legendariske troldmand.
»Velkommen, unge eventyrere,« sagde Aldar med et venligt smil. »Jeg går ud fra, at I har hørt om mig, og at I ønsker at lære magi.«
De unge eventyrere -- Elina, Finn og lille Tobias -- nikkede ivrigt.
»Vi har hørt, du kan lære os om magi, og vi er klar til at lære alt!« sagde Elina og trådte frem for de andre. Hendes øjne var fulde af forventning.
Aldar smilede og vinkede dem ind.
»Kom ind, mine unge venner. Lad os tale om magi -- selvom det måske ikke bliver den magi, I tror på.«
At lære om den rigtige magi
De tre eventyrere fulgte Aldar ind i tårnet, og han førte dem til et rum fuldt af bøger og gamle kort. Han skubbede en tung tryllebog til side og satte sig på gulvet sammen med dem.
»Se på stjernerne,« sagde Aldar og pegede ud ad vinduet mod den klare nattehimmel.
»De har været der i millioner af år, og de skinner stadig hver nat, så den, der er faret vild i mørket, kan finde vej hjem.«
Finn, der havde læst titlerne på bøgerne i hver eneste bogreol, spurgte: »Men hvordan kan vi bruge den magi, Aldar? Hvordan kan vi gøre verden bedre med det, vi lærer?«
Aldar smilede, og med et glimt i øjet svarede han: »Det skal jeg vise jer.«
Han strakte hånden ud, og pludselig fyldtes tårnet af et blødt lys. I rummets hjørner begyndte små lys at danse, som små ildfluer.
»Den rigtige magi,« sagde Aldar, »er at åbne sit hjerte for verden omkring sig.«
Magiske prøver
Aldar førte eventyrerne ud i skoven, der omgav tårnet.
»Lad os prøve noget,« sagde han. »Skoven har sin egen magi, og jeg vil have jer til at finde den magi ved at bruge jeres sanser.«
De tre unge eventyrere delte sig og begyndte at udforske. Tobias, der var den yngste, satte sig på en sten og begyndte at lytte til vinden. Pludselig begyndte han at høre en svag raslen fra træerne.
»Hvad er det?« spurgte han sig selv.
Det var, som om træerne hviskede til ham, og han følte sig fyldt af en ro, han aldrig havde oplevet før.
Elina gik videre og fandt et gammelt træ med et ansigt, og hun kunne høre træet hviske:
»Kærlighed er den kraft, der binder os sammen. Lyt, og du vil forstå.«
Finn knælede ved en krystalklar bæk og studerede den nøje. Han så, hvordan vandet bevægede sig i ringe og spejlede månelyset, og for første gang i sit liv følte han en forbindelse til naturen.
Da de alle kom tilbage til Aldar, fortalte de ham om deres oplevelser. Aldar nikkede og smilede.
»Dette er magi,« sagde han.
»I kastede ikke trylleformularer derude. I lyttede.«
Magi i hjertet
De unge eventyrere sad omkring et lejrbål den aften, og Aldar delte sin sidste visdom med dem.
»I fandt det selv i dag,« sagde han og lagde en gren på bålet. »I vinden, i vandet, i et gammelt træ, der bare ville have, at nogen lyttede.«
Tobias kiggede op fra bålet og sagde:
»Så magi handler ikke om trylleformularer og tryllestave?«
Aldar nikkede. »Ja, Tobias. Og om at lytte, ligesom du lyttede til vinden.«
Godnat og den rigtige magi
Efter en lang dag med at lære og udforske vidste eventyrerne, at det var tid til at komme hjem.
»Tak, Aldar,« sagde Elina. »Du har vist os, hvor vi skal kigge.«
»Godnat, mine unge venner,« sagde Aldar. »Og husk, den rigtige magi er altid med jer, i jeres hjerter.«
De tre eventyrere faldt i søvn den nat med drømme fulde af magi og kærlighed.
Den største magi findes i den måde, vi ser verden på, og i vores evne til at dele kærlighed og forståelse med andre.
