Den ensomme kæmpe Thoran begiver sig ud i verden for at finde den gyldne stjerne - og finder noget, han havde endnu mere brug for.
Det var en mørk og stille nat på bjerget, hvor den store kæmpe Thoran boede. Thoran var den største af alle kæmper, med muskler der kunne flytte bjerge, og hænder der kunne nå skyerne.
Men på trods af sin enorme størrelse følte Thoran sig altid alene. Hans lange dage gik med at flyve over bjergene og se på stjernerne, men han havde ingen at dele sine tanker og følelser med. Hver aften sad han på toppen af bjerget og hørte skovens dyr og vinden suse gennem trækronerne. Ingen kom nogensinde på besøg.
»Jeg har alt, og alligevel føler jeg mig så alene,« tænkte Thoran, mens han stirrede op i den klare nattehimmel.
»Måske er der noget derude, noget magisk, der kan fylde dette tomrum.«
Stjernerne glitrede som diamanter på himlen, og han havde altid følt, at en helt særlig stjerne fandtes derude, bare til ham. I nat følte han, at han kunne finde noget vigtigt, en vej ud af ensomheden.
»Måske kan jeg finde den gyldne stjerne,« sagde han sagte til sig selv.
»Måske har den et svar på mit ønske.«
Mødet med den magiske stjerne
Thoran vidste, at han måtte finde stjernen - den gyldne stjerne, han havde hørt om i gamle sange. Ifølge legenden kunne stjernen opfylde et ønske for den, der fandt den. Thoran besluttede at rejse ned fra bjerget for at lede efter den. Måske kunne hans ønske om venskab gå i opfyldelse? Han fløj ud i mørket, over dale og sletter, på jagt efter den lysende stjerne.
Undervejs mødte han små alfer, der fløj omkring, og nysgerrige skovdyr, der undrede sig over den store kæmpe. De var venlige og hjalp ham med at finde vejen gennem skovene, men ingen af dem kunne give ham det, han søgte.
»Jeg føler mig stadig alene,« tænkte Thoran.
»Måske er stjernen det eneste, der kan fylde dette tomrum.«
Han fløj videre, gennem tætte skove og langs klare floder, mens stjernerne viste ham vejen mod målet.
Hjælp fra en lille ven
En aften, mens Thoran skyndte sig gennem en tæt skov, hørte han en svag stemme sige:
»Kan jeg hjælpe dig, store kæmpe?«
Der, foran ham, stod en lille mus med små, nysgerrige øjne. Hun havde aldrig set et så stort væsen før, men hun trippede alligevel nærmere.
»Jeg leder efter den gyldne stjerne,« sagde Thoran med lav stemme.
»Jeg ønsker mig en ven, en at dele mine dage med.«
Musen så på kæmpen med et venligt blik.
»Jeg har hørt om den stjerne,« sagde hun med et smil.
»Men måske er stjernen ikke det, du har brug for, for at få dit ønske opfyldt. Jeg kan hjælpe dig med at finde den, men måske finder vi også de venner, du søger, undervejs.«
Thoran takkede hende.
»Måske har du ret,« svarede han.
»Men jeg har en følelse af, at den stjerne må være vigtig.«
Sammen fortsatte de rejsen. Mens de rejste, delte de historier, og Thoran lo for første gang i mange år - en latter så kraftig, at den fik sneen til at falde fra grangrenene.
Den gyldne stjerne
De to rejsende, den store kæmpe og den lille mus, tilbragte flere dage på deres rejse. Musen smuttede ind i sprækker for at finde bær, som kæmpens store hænder aldrig kunne nå, og Thoran bar hende over floder, der var alt for brede for hendes små fødder. En nat, da de nåede en bjergkam, så de noget utroligt: en gylden stjerne, der skinnede over klippen, mere strålende end nogen anden stjerne på himlen.
»Det er den gyldne stjerne!« råbte Thoran og begyndte at klatre op mod klippens top.
Musen hoppede let bag ham, og sammen nåede de stjernen. Stjernens lys var så stærkt og varmt, at Thoran blev varm helt ind i brystet. Han lukkede øjnene og ønskede sig:
»Jeg ønsker mig en ven for altid.«
Stjernen lyste endnu stærkere, og dens varme lys gled ned over klippen, til det hvilede på en lille skikkelse ved hans fødder. Da Thoran åbnede øjnene, kiggede han på musen, der smilede tilbage.
»Jeg har fundet min ven,« sagde Thoran med hjertet fuldt af glæde.
»Og jeg har fundet en stor ven,« sagde musen, og sammen begyndte de rejsen tilbage til bjerget.
Et venskab for altid
Thoran og musen vendte sammen tilbage til bjerget, og denne gang følte Thoran sig ikke alene. De tilbragte mange lykkelige år sammen på bjerget, og musen byggede sig en rede i en revne i hans yndlingssten, så tæt, at de kunne snakke sammen, indtil de begge faldt i søvn.
»Jeg er glad for, at jeg fandt dig,« sagde Thoran til musen.
»Og jeg er glad for, at vi fandt hinanden,« svarede musen.
En aften sad Thoran og musen sammen på deres sten og så på stjernerne.
»Der er vores stjerne,« sagde Thoran med et smil og pegede på den klareste af dem alle.
»Godnat, Thoran,« sagde musen med et smil.
»Vi er venner for altid.«
Og sammen, under stjernerne, faldt de begge i søvn med varme hjerter, fulde af venskab og magi.
Historiens morale: Sandt venskab handler ikke om størrelse, men om at dele dagene og hjælpe hinanden.
