Husets hemmelighed

Halloween var endelig kommet, og gaderne var fulde af børn i alle slags udklædninger. Vampyrer, hekse og zombier løb fra dør til dør og råbte »Slik eller ballade!« I en lille by var der et hus, som alle gik udenom. Det tilhørte en gammel mand, som alle kaldte hr. Green. Han råbte efter alle, der gik over hans græsplæne, og på Halloween var lampen ved hans hoveddør altid slukket. Men rygtet sagde, at han havde et forråd af byens bedste karameller.

Leo, udklædt som en blodtørstig vampyr med en rød kappe og skarpe hugtænder, og Emma, udklædt som en mystisk heks med en spids hat og en glitrende tryllestav, besluttede at finde ud af, om rygterne var sande. »Hvad hvis vi bare sniger os ind og ser, om han har noget?« foreslog Leo med et skævt grin.

👧

»Er du vanvittig?« spurgte Emma. »Hvad hvis han fanger os?«

🧛

»Han er gammel. Hvad skulle han gøre? Og tænk på al den slik, vi kunne få!« sagde Leo, som allerede var ved at liste sig mod huset.

Emma fulgte efter. De smuttede gennem et hul i hegnet og listede sig hen mod bagdøren. Den stod på klem, og en svag duft af gammelt træ og pebermynte fyldte luften.

De trådte ind i et mørkt køkken. Skabene var gamle og slidte, men der var ingen tegn på slik. Pludselig hørte de lyden af tunge fodtrin.

👴

»Hvem der?« brølede en brysk stemme.

Leo og Emma stivnede.

Fanget i kælderen

De skyndte sig ned i kælderen for at gemme sig, men døren smækkede i bag dem, og låsen klikkede. De var fanget i en kælder fuld af gamle kasser og spindelvæv.

👧

»Det var en dårlig idé,« hviskede Emma og greb fast om sin tryllestav.

🧛

»Vi kan finde en vej ud. Led efter en bagdør eller et vindue,« sagde Leo og begyndte at lede.

Kælderen var mørk, men de kunne skimte gamle hylder fulde af glaskrukker. Emma gik tættere på og bemærkede noget mærkeligt. Krukkerne var fulde af underlige ting - små figurer, glasperler og noget, der lignede slik. Men det hele var dækket af et tyndt lag støv.

👧

»Tror du, det er slik?« spurgte hun.

🧛

»Måske, men det ser gammelt ud. Jeg tror ikke, vi skal røre ved det,« svarede Leo.

Før de kunne tale mere om det, hørte de en lav knurren. Ud af mørket kom en stor, mørk hund med glødende øjne. Den bevægede sig langsomt mod dem med blottede tænder.

👧

»Hvad gør vi?« spurgte Emma.

🧛

»Bliv bag mig,« sagde Leo og greb en gammel kost, der lå på gulvet. »Måske kan vi skræmme den væk.«

De viftede med kosten, men hunden stoppede ikke. I stedet gøede den højt. Fra toppen af trappen kunne de høre hr. Greens tunge fodtrin komme nærmere.

En klog plan

Kælderdøren svingede op, og i lyset fra hr. Greens lygte lagde hunden sig ned og dunkede med halen i gulvet.

🧛

»Vi er Halloween-spøgelser!« råbte Leo med teatralsk stemme. »Lad os ud, eller vi vil hjemsøge dig!«

Hr. Green veg langsomt tilbage. »Godt, godt! Kom nu bare ud herfra!« råbte han.

De greb chancen og løb forbi ham, op af trappen og ud af bagdøren. Da de var ude på gaden, fik de vejret igen og brast i latter.

🧛

»Det virkede!« sagde Leo.

👧

»Men aldrig igen,« svarede Emma og stak sin tryllestav ind under armen.

De fortsatte med at gå fra dør til dør, mens lyden af børns latter fyldte gaderne.

»Næste gang du ser et mystisk hus, så husk: nogle døre er bedst at lade være med at åbne.«

En original historie, inspireret af norsk fortælletradition.