Kasper og Mina udforsker en mystisk hytte dybt i skoven og finder en kasse, der gemmer på en gåde, de må løse.
Dybt inde i en mørk skov lå der en gammel hytte, som ingen vovede at nærme sig. Rygterne sagde, at den var hjemsøgt, og at man kunne se mærkelige lys fra dens vinduer på halloweenaften. Kasper og Mina, der var bedste venner, besluttede at undersøge sagen. Kasper, med sit vilde, røde hår, var allerede halvvejs henne ad skovstien, før Mina var færdig med at binde sine støvler – og hun skyndte sig efter ham, som hun altid gjorde.
»Jeg er sikker på, at det bare er gamle spøgelseshistorier, folk fortæller for at skræmme os,« sagde Kasper og kastede en gren op i luften, mens de gik gennem den mørke skov.
»Eller også har de ret,« svarede Mina nervøst og trak jakken tættere om sig. »Hvad hvis der virkelig er noget derinde?«
De nærmede sig hytten. Den så forladt ud, med vinduer dækket af støv og en dør, der hang skævt i hængslerne. Men der var noget underligt ved stedet. Et svagt grønt skær kom ud fra hytten, og vinden førte en hvisken med sig, som syntes at komme fra hytten selv.
»Se! Det er det lys, de taler om,« sagde Kasper ivrigt. »Lad os gå ind.«
Mina greb hans arm. »Måske skulle vi hellere vende om? Det her føles ikke rigtigt.«
»Kom nu, Mina. Vi kan ikke give op nu,« sagde Kasper med et bredt grin. »Du vil vel ikke være den, der løber skrigende hjem?«
Mina sukkede tungt, men fulgte ham op ad de knirkende trin. De åbnede døren, som svang op med en uhyggelig knirken. Inde i hytten var der mørkt, bortset fra en lysende genstand midt på et gammelt træbord. Det var en lille, sort kasse med indviklede udskæringer og en inskription, der lyste svagt.
Den hviskende kasse
»Hvad tror du, det er?« spurgte Mina og stirrede på kassen. Hun følte en kold vind, selv om alle vinduerne var lukket.
»Det ligner en gammel skattekiste eller sådan noget,« svarede Kasper og tog et skridt tættere på. »Lad os åbne den.«
Mina trak sig tilbage. »Jeg ved ikke, Kasper. Det føles… forkert.«
Kasper ignorerede hende og strakte hånden ud. I det øjeblik han rørte kassen, fyldtes hele rummet af en dyb, lav stemme.
»Den, der åbner denne kasse, skal betale prisen,« sagde stemmen. »Vælg med omtanke.«
Kasper trak hånden tilbage, men nu begyndte kassen at lyse endnu stærkere. Et sæt symboler dukkede op på låget, og en ny hvisken fyldte rummet.
»Kasper, vi burde gå,« sagde Mina bestemt. »Det her er ikke noget, vi skal pille ved.«
»Men hvad hvis det er en skat? Måske er det bare en gåde,« sagde Kasper.
Kassen begyndte at bevæge sig, som om den trak vejret. Symbolerne på låget lyste op i et mønster, og stemmen vendte tilbage.
»Besvar gåden, så afslører kassen sin hemmelighed, eller bliv her for evigt,« sagde den. »Hvad kan fyldes uden at optage plads?«
Kasper stirrede på kassen, mens Mina forsøgte at trække ham væk. »Det må være… luft?« foreslog han.
»Nej, det giver ikke mening,« svarede Mina. »Det er noget andet.«
De stirrede på hinanden, mens kassen lyste endnu stærkere.
Flugten fra hytten
»Det må være mørke,« hviskede Mina.
»Mørke!« råbte hun til kassen.
Kassen stoppede med at lyse, og inskriptionerne begyndte at forsvinde. Så åbnede låget sig langsomt. Inde i kassen var der ikke guld eller en skat, men en lille flaske med mørk væske, der pulserede som et levende hjerte.
»Hvad er det?« spurgte Kasper og strakte hånden ud.
»Rør den ikke!« råbte Mina. »Vi ved ikke, hvad det er.«
Men inden hun kunne stoppe ham, tog Kasper flasken op. Hele hytten begyndte at skælve, og væggene omkring dem begyndte at smuldre. Stemmen vendte tilbage, stærkere end før.
»I har sluppet mørket løs. Kun en af jer kan stoppe det.«
Kasper så forvirret på Mina. »Hvad betyder det?«
Mina rev flasken ud af hans hånd, lagde den tilbage i kassen og smækkede låget i. »Det betyder, at vi skal løbe!«
De løb mod døren, mens gulvet under dem begyndte at styrte sammen. Med et sidste spring nåede de ud lige i tide. Da de vendte sig om, så de hytten falde sammen, og mørket blev trukket tilbage som vand ned i en brønd.
De stod der og trak vejret tungt. Mina rystede langsomt på hovedet.
Kasper nikkede. »Næste gang kan vi så bare udskære græskar?«
Nogle mysterier er bedst at lade forblive uløste.
En original historie inspireret af norsk fortælletradition.
