To venner udskærer det mærkeligste og største græskar, de har set, til halloween – og opdager, at flammen i det er det eneste, der holder ældgamle skygger på afstand.
Der var engang to venner, Nora og Tobias, som elskede halloween mere end noget andet. Hvert år kæmpede de om at udskære den mest uhyggelige græskarlygte. Men denne halloween var anderledes. Da de gik hen til den lokale gårdejer for at hente et græskar, fandt de et, der var meget større og mere mærkeligt end alle de andre.
»Se her, Tobias! Det er kæmpestort!« udbrød Nora og pegede på det store, skæve græskar, der lå helt alene i et hjørne af marken.
Tobias kiggede tvivlende på det. »Det ser... anderledes ud. Som om det holder øje med os.« Han lo nervøst, men Nora havde allerede bestemt sig.
»Det her er perfekt! Vi vinder prisen for årets bedste græskarlygte!«
De slæbte det enorme græskar hjem til Noras garage. Det tog dem flere timer at skrabe det ud og udskære ansigtet, men til sidst var det færdigt. Den lysende lygte så næsten levende ud. Ansigtet var skåret i et skræmmende, men underligt venligt grin.
»Det her bliver den bedste halloween nogensinde,« sagde Nora glad. Tobias nikkede, men han flyttede sig et skridt længere væk fra lygten.
Garagen føltes usædvanlig kold, selv om alle vinduer var lukkede. »Er det bare mig, eller føles stedet her mærkeligt?« spurgte han.
»Slap af, Tobias,« sagde Nora. »Du bliver bare let forskrækket.«
Da de var færdige med at skære, sad de og stirrede på lygten, mens den glødede i mørket.
Pludselig hørte de en lav lyd, som et suk. »Hvad var det?« Tobias sprang op, men Nora trak bare på skuldrene.
»Sikkert bare vinden,« sagde hun, selv om hendes hjerte slog en anelse hurtigere.
De besluttede at lade græskarlygten stå i garagen natten over og slukkede lyset.
En usædvanlig græskarlygte
»Sluk den, Nora. Det er sent,« sagde Tobias, da natten faldt på. »Vi kan vise den frem i morgen.«
Nora pustede græskarlygtens flamme ud og lukkede garageporten. Men da de var på vej ud, skete der noget mærkeligt. Græskarlygten begyndte at lyse igen, helt af sig selv.
»Hvad i al verden?« Nora kiggede tilbage.
Hun gik tilbage til græskaret og klemte den lille flamme ud. Men i det øjeblik hun vendte sig om, glødede det endnu stærkere end før.
»Måske er der noget i vejen med lyset?« foreslog Tobias, men Nora rystede på hovedet.
»Det er umuligt. Der er ikke noget tilbage, der kan brænde inde i det!«
Lyset begyndte at blafre, næsten som om græskaret forsøgte at sige noget. Så hørte de en svag, hviskende stemme.
»Sluk mig ikke... jeg har en opgave at udføre.«
De to venner sprang baglæns. »Hvem sagde det?« råbte Tobias.
Stemmen kom igen, svag men klar: »Jeg er ikke et almindeligt græskar. Jeg skal lyse i nat for at beskytte byen.«
»Hvad mener du?« spurgte Nora.
Græskarets skær blev stærkere. »Der ligger en gammel forbandelse over byen. Hver halloween forsøger skyggerne at tage over. Min flamme holder dem væk.«
»Skyggerne?« Tobias rynkede brynene. »Det her lyder som en spøg.«
Pludselig blæste en kold vind gennem garagen, og lyset begyndte at blafre. Mørke skygger bevægede sig langs væggene, som var de levende.
»Jeg tror ikke, det er en spøg,« sagde Nora og stirrede på de dansende skygger. »Hvad skal vi gøre?«
»Beskyt flammen,« sagde græskaret. »Hvis lyset slukkes, vinder skyggerne.«
De to venner kiggede sig omkring efter noget, de kunne bruge til at beskytte græskaret. Tobias fandt en gammel glasklokke i garagen og satte den over flammen.
»Det burde hjælpe, ikke?« spurgte han.
Græskarets skær blev stabilt et øjeblik, men skyggerne trak sig ikke helt tilbage. De fortsatte med at kredse om garagen, og hvisken blev højere.
Kampen mod skyggerne
Nora og Tobias besluttede at blive ved græskaret hele natten. De så, hvordan flammen glødede, og skyggerne forsøgte at nå den, men hver gang de kom tæt på, blev de skubbet tilbage af lyset.
»Vi kan ikke holde det her ud hele natten!« råbte Tobias. Skyggerne blev stærkere, og vinden udenfor hylede som en ulv.
Nora tænkte hurtigt. »Vi skal styrke flammen. Måske kan vi jage skyggerne væk for altid, hvis vi tilføjer mere lys.«
Nora rev værktøjskassen op og kastede en lommelygte til Tobias. Han tændte den og rettede strålen mod væggen, og skyggen på væggen krympede sig med en hvislen. Så fandt de alle de stearinlys og lamper, der fandtes i garagen, og satte dem i en ring omkring græskarlygten, til glasklokken lyste som en lille sol, og lyset fyldte hvert hjørne.
Skyggerne skreg og trak sig tilbage. En efter en forsvandt de ud i natten, til alt blev stille.
»Vi gjorde det,« hviskede Tobias og sank ned på gulvet.
Græskaret glødede svagt. »Tak,« sagde det. »I har reddet byen.«
Næste morgen, da de vågnede, var græskaret væk. Alt, hvad der var tilbage, var en lille flamme, der stadig brændte på gulvet. Nora tog den op og satte den i en glaskrukke.
»Hvad skal vi gøre med den?« spurgte Tobias.
»Vi holder den i sikkerhed,« svarede Nora med et smil. »Bare for en sikkerheds skyld.«
Senere samme dag gik de tilbage til marken, hvor de havde fundet græskaret. De kiggede efter tegn på andre usædvanlige græskar, men alt så normalt ud. En gammel mand, som ejede gården, vinkede dem over.
»I valgte rigtigt,« sagde han, og hans blik gik til krukken i Noras hænder. »Det græskar kommer tilbage hvert efterår. Det vælger dem, der vil våge over det hele natten.«
Nora og Tobias så på hinanden uden at sige noget.
Næste halloween skal du huske: ikke alt lys er skabt til at slukkes.
En original fortælling inspireret af norsk fortælletradition.
