En forbandet rok, hundrede års søvn og et kys, der vækker et helt slot -- det klassiske eventyr om Tornerose, fortalt trofast efter Perrault og brødrene Grimm, med et fuldt blik på eventyrets oprindelse og versioner.
Tornerose er et klassisk eventyr for børn om en prinsesse, en forbandelse og en søvn, der varer hundrede år. I denne fortælling møder vi kongen og dronningen, de gode feer og den uindbudte, den rok, der stikker, den tætte tjørnehæk og en opvågnen. Historien er skrevet til højtlæsning, så skolebørn får den blanding af spænding, humor og tryghed, de forventer af et tidløst eventyr.
Eventyret om Tornerose har rødder i den europæiske fortælletradition. Selv om man ofte spørger, hvem der skrev Tornerose, var det Charles Perrault og brødrene Grimm, der gjorde det mest kendt. Endnu tidligere skrev Giambattista Basile en italiensk variant (Talia).
Tornerose er den danske titel på eventyret om den sovende prinsesse. Men scene- og filmversioner, som balletten, bruger ofte navnet Aurora.
Eventyret: Tornerose
Der var engang en konge og en dronning, der regerede over et fredeligt rige med frodige enge, frugthaver og klare floder. Deres største ønske var et barn, men årene gik, og ønsket blev ikke opfyldt. Ofte sad dronningen ved vinduet og fulgte floden med øjnene; hun lyttede til vaskerkonernes latter.
En forårsdag, mens vandet glitrede i sollyset, hoppede en frø op på vindueskarmen og kvækkede med en usædvanlig klar stemme:
»Dit ønske bliver opfyldt. Inden året er omme, skal du blive mor til en lille datter.«
Dronningen rejste sig, skælvende.
»Hørte du det, min konge?« hviskede hun.
Kongen tog hendes hånd.
»Måtte det være sandt.«
Og så skete det. Inden året var omme, fødte dronningen en smuk lille prinsesse. Klokkerne ringede fra hvert tårn; folk kom fra nær og fjern med blomster og gode ønsker. Kongen udlyste straks en stor dåbsfest -- den største, riget nogensinde havde set.
Dåben og feernes gaver
Slottets store sal var pyntet med guirlander og lys. De lange borde glimtede med tolv guldtallerkener, guldskeer og krystalbægre. Kongen havde indbudt tolv feer, de klogeste i landet, for at prinsessen skulle få de fineste gaver.
Feerne kom én efter én, lette som morgentåge, klædt i klare farver. Musikken forstummede, og de trådte frem til vuggen.
Den første fe nejede og sagde:
»Jeg giver dig skønhed, så det er en glæde at se på dig.«
Den anden lagde hånden over vuggen:
»Jeg giver dig venlighed, så du altid gør det rette.«
Den tredje smilede blidt:
»Jeg giver dig visdom, så du vælger ret, når tiden kræver det.«
De næste gaver var nåde, tålmodighed, glæde, fatning, musikalsk begavelse, lethed i dans, veltalenhed og et modigt hjerte. Hver gave var som et stille lys, lagt ned i barnets fremtid.
Lige som den ellevte fe trådte tilbage, og den tolvte hævede sin tryllestav for at tale, sprang de store døre op. En kold vind fór gennem salen og slukkede flere af lysene. Ind kom den trettende fe -- den, der ikke var blevet indbudt. Kongen havde kun tolv guldtallerkener.
Hun så fra kongen til dronningen, fra hoffet til feerne, og gik lige til vuggen.
»En fest uden mig?« sagde hun, og hendes stemme nåede langt omkring.
»Så skal du også have min gave: når prinsessen bliver femten år, skal hun stikke sig på en rok -- og falde død om!«
Et gisp gik gennem salen. Dronningen greb fast om kanten af vuggen. Den trettende fe vendte sig og forsvandt lige så pludseligt, som hun var kommet.
Der blev helt stille, før den tolvte fe trådte frem. Hun så på forældrene og sagde roligt:
»Forbandelsen kan jeg ikke tage væk, men jeg kan mildne den. Prinsessen skal ikke dø -- hun skal sove i hundrede år og derefter vågne igen.«
»Så brænder vi hver rok i riget,« sagde kongen bestemt.
»Gør det,« nikkede feen. »Men vogt hende også med visdom.«
Bude bar befalingen ud til hver en krog. Rokkene blev samlet sammen og brændt på store bål. Og dog ved alle, at gamle ting kan gemme sig, hvor støvet ligger tykt, og dørene sjældent åbnes.
Opvæksten og den forudsagte dag
Årene gik. Prinsessen voksede op og blev alt det, feerne havde ønsket: venlig, klog og mild. Hun lærte at læse, at spille lut, at danse hoffets danse og at tale med mening og klarhed. Tjenerne og hoffet elskede hende. Om aftenen sad hun tit hos dronningen og læste højt.
»Mor,« spurgte hun en dag, »hvorfor er der ingen rokke på slottet?«
Dronningen strøg hende over håret.
»Det har været sådan i mange år, mit barn.«
»Men hvorfor?«
»Nogle ting er bedst at lade være,« svarede dronningen stille og lukkede bogen.
Da prinsessens femtenårs fødselsdag kom, var kongen og dronningen kort borte for at indvie en bro i byen. Slottet lå stille; solen faldt skråt ind gennem vinduerne. Prinsessen gik gennem gangene med lette skridt.
»Jeg har aldrig set det hele her,« sagde hun til sig selv, og hendes blik fangede en smal vindeltrappe, hun aldrig havde bemærket før.
Trinnene knirkede, støvet glitrede i lyset. Øverst stod en dør med en skæv nøgle. Hun drejede den; låsen sukkede.
I et lille kammer sad en gammel kone og spandt. Pedalen bevægede sig jævnt, hjulet snurrede, og tråden løb mellem hendes fingre.
»Goddag, bedstemor!« sagde prinsessen. »Hvad laver du?«
»Jeg spinder, mit barn,« svarede den gamle kone uden at stoppe.
»Jeg har aldrig prøvet det før. Må jeg se nærmere på det?«
»Gerne,« sagde hun og løftede spindlen. »Det er ikke svært, når man kan det.«
Prinsessen lænede sig nysgerrigt frem.
»Hvor fin en tråd! Hvordan får du den til--«
Hun strakte hånden ud, og i samme øjeblik stak spidsen hende i fingeren. Et lille »av« -- og så blev alt mørkt. Hun sank stille sammen og faldt i en dyb søvn.
I samme nu begyndte søvnen at sprede sig gennem hele slottet. En vagt stivnede midt i et skridt. Kokkens grydeske stod stille over gryden. En hund på køkkengulvet faldt i søvn med næsen på poterne. Stearinlysenes flammer stivnede i stilhed og brændte uden at blafre. Kongen og dronningen, der lige var kommet gennem porten, faldt i søvn i den store sal, midt i en hilsen.
Rundt om slottet skød en tæt hæk af tjørn og roser op. Buskene voksede og flettede sig sammen, højere og tættere for hvert år, til slottet lå gemt bag grøn skov og skarpe torne. Historien om den sovende prinsesse gik fra mund til mund. Mange prinser forsøgte at bane sig vej igennem; tornene greb dem og drev dem tilbage. Tiden gik.
Hundrede år og en åben vej
Da hundrede år var gået, kom en ung prins ridende forbi. Han hørte en gammel mand ved vejen fortælle om slottet bag tornene og pigen, der sov.
»Mange har forsøgt,« sagde den gamle mand og rystede på hovedet.
»De nåede ikke langt.«
Prinsen kiggede mod den grønne mur.
»Jeg vil se det med mine egne øjne.«
Han steg af hesten og gik mod hækken. Netop da, fordi tiden var kommet, begyndte tornene at blive bløde. Roserne sprang stille ud i blomst, og grenene gled til side og dannede en sti. Prinsen fulgte den ind.
Slottet lå stille i det varme lys. Han gik gennem gårdspladsen, forbi vagter, der stod med halvt rejste spyd, forbi en skriver med en fjerpen svævende i luften, forbi en lille page, der holdt et silkebånd mellem fingrene. Alt var, som det havde været i det øjeblik, søvnen faldt.
Trappen til tårnet var smal; døren stod på klem. I rummet derinde lå Tornerose på en seng, bleg og stille, som om hun hvilede efter en lang dag. Prinsen stod lidt og så på hende. Så bøjede han sig roligt ned og kyssede hende.
I samme øjeblik åbnede Tornerose sine øjne. Hun tog en langsom, dyb indånding og så prinsen.
»Er tiden kommet?« spurgte hun sagte.
»Tiden er kommet,« svarede han.
En blid raslende lyd for gennem hele slottet, som om murene åndede ud. Kongen og dronningen rejste sig fra deres troner. Vagtens støvle slog mod stengulvet. Kokkens grydeske rørte igen i gryden, og duften af suppe steg op. Fuglene i tagspærene rystede fjerene og sang videre, hvor de var sluppet.
Kongen og dronningen kom op til tårnet og omfavnede deres datter. Snart begyndte forberedelserne til et bryllup. Gangene blev fejet, dugene lagt, musikerne stemte deres instrumenter. Prinsen og Tornerose stod side ved side under guirlanderne.
Og så levede de lykkeligt til deres dages ende. Historien om Tornerose blev aldrig glemt; den blev fortalt igen og igen.
Eventyret om Tornerose: historie, oprindelse og forskellige versioner
Eventyret om Tornerose er et af verdens mest berømte eventyr og har fascineret mennesker i århundreder. Fortællingen om prinsessen, der sov i hundrede år, hører til den eventyrtype, der i folkemindeforskningen kaldes ATU 410 (»Tornerose«). Her udforsker vi historien og de bedst kendte versioner af dette tidløse eventyr.
Eventyret om Tornerose har rødder, der strækker sig langt tilbage, og varianter af det findes i mange forskellige kulturer rundt om i verden. Det er blevet tolket og genfortalt af mange forfattere og kunstnere gennem århundrederne, fra tidlige renæssancefortællinger til moderne film.
Versioner og bearbejdelser (kultur, musik og film)
Eventyret om Tornerose har inspireret talløse kunstværker. Hver version bærer eventyrets kerne med sig, mens den tilføjer sine egne nuancer, karakterer og budskaber.
De klassiske litterære versioner
- Giambattista Basile: Denne tidlige italienske version fra Pentamerone, »Sole, Luna e Talia«, er en mørk fortælling udgivet i 1634. Her vågner prinsessen, da hendes børn, Sol og Måne, suger splinten ud af hendes finger.
- Charles Perrault: I den franske version, udgivet i 1697, finder vi det ikoniske motiv med tjørnehækken og en hoflig tone. Perrault tilføjede også en mørkere fortælling efter opvågningen, som sjældent medtages i børneversioner.
- Brødrene Grimm: I Grimms version, »Dornröschen«, udgivet i 1812 og den bedst kendte bogversion i Danmark, mildner den yngste fe forbandelsen, så prinsessen sover i hundrede år sammen med hele hoffet.
Ballet og scenekunst
- Tjajkovskijs ballet: Tornerose blev en scenisk klassiker med balletten koreograferet af Marius Petipa til musik af Pjotr Tjajkovskij. Den havde premiere i 1890. Denne ballet er en af de mest opførte i verden, med smuk musik, gennemkomponeret koreografi og centrale karakterer som prinsesse Aurora og den onde fe Carabosse.
Animationens verden: Disney-klassikeren
- Walt Disneys »Tornerose« (1959): Disney-filmen er for mange nok den mest ikoniske version. Filmen fra 1959 introducerer karakterer som de tre gode feer, Flora, Fauna og Merryweather, og den ikoniske skurk Maleficent. Filmen er kendt for sin stiliserede animation og sin klassiske kamp mellem godt og ondt.
I Disneys version ændres flere elementer fra Perrault og Grimm: prinsessen hedder Aurora (og kaldes »Tornrose« i sit skjul), og hun vokser op med de tre gode feer ved sin side: Flora, Fauna og Merryweather. Ved at give disse tre feer navne omformede Disney eventyret fra Perrault og Grimm. Den uindbudte fe samles til en enkelt tydelig modstander, Maleficent, der udtaler forbandelsen ved dåben.
Historien får et romantisk forløb, hvor »den sande kærligheds kys« bryder forbandelsen (Perraults mørkere efterspil, med dets svigermor-/kannibalisme-motiv, er fjernet). Prins Phillip får en aktiv heltrolle, med blandt andet et stort slag mod en drage (Maleficent i drageform) -- en handlingsafslutning, der ikke findes hos Grimm. Antallet af feer reduceres fra tolv eller tretten til tre, humoren skrues op gennem feernes hverdagsoptrin, og flere af de mørkere motiver fra de ældre tekster tones ned for at gøre filmen mere børnevenlig.
Moderne fortolkninger og børneversioner
Moderne billedbøger og skoleudgaver: fra det 20. århundrede og frem er der blevet udgivet børnevenlige versioner af eventyret, der undgår de mørkere elementer fra de tidligste fortællinger. Fokus ligger på gavernes kraft, den dybe søvn, opvågningen og et budskab om håb og udholdenhed.
