Uglen og ravnen: Vinterens sang

En mystisk sang fylder de snedækkede bjerge, og uglen Frida og ravnen Kjetil begiver sig ud for at finde dens kilde -- og møder en udfordring, der kræver både visdom og mod.

Højt oppe på de snedækkede bjerge, hvor vinden hylede og træerne bøjede sig i kulden, boede uglen Frida. Hver aften sad hun så stille på sin gren, at hun kunne skelne vinden i granerne fra vinden over de bare klipper. Ikke langt derfra, i en mørk kløft, boede ravnen Kjetil. Han samlede på mærkelige små ting -- et bøjet søm, en splint af et spejl, en filtret snor -- for før eller siden viste et af dem sig at være svaret på noget.

En morgen, da solen langsomt steg op over horisonten, bredte en dyb, melodisk tone sig i luften. Det var en sang, der syntes at komme fra bjergene selv. Frida vågnede i sin rede og drejede hovedet og lyttede længe. Ingen vind, hun kendte, havde sunget sådan før.

En indbydelse fra bjergene

Frida fløj over dalene og kom til kløften, hvor Kjetil boede. Han sad på en sten og nikkede med hovedet i takt med den mystiske tone.

»Kjetil,« sagde Frida med sin rolige, men bestemte stemme, »har du hørt den? Sangens kilde er ukendt, og der hviler en uro over bjergene.«

Kjetil nikkede, men smilede lusket.

»Jeg har hørt den, Frida. Men måske er det bare vinden, der leger med os?«

Frida stirrede på ham.

»Det er ikke vinden. Det er noget større. Bjergene kalder på os.«

Kjetil lo, men han vidste, Frida sjældent tog fejl.

»Nå, hvis bjergene kalder, må vi hellere svare.«

Rejsen opad

Sammen begyndte de at klatre højere op i bjergene. Sneen faldt tæt, og vinden blev bidende. Frida, med sine skarpe øjne, gik forrest, mens Kjetil fløj tæt ved jorden og søgte efter spor. Jo højere de kom, jo stærkere blev sangen, men samtidig blev lyden mere forvirrende, som om den kom fra alle sider på én gang.

Efter timers søgen fandt de et stort, isbelagt træ, der stod ensomt på en snedækket bjergside. Lyden virkede stærkest her. Kjetil landede på en gren og studerede træet.

»Hvad tror du, det er?« spurgte han.

Frida undersøgte træets rødder, dækket af iskrystaller, der glitrede i det svage lys.

»Dette træ bærer minder. Det fortæller en historie, men den er gemt under isen.«

Vinterens hemmelighed

Frida og Kjetil besluttede at fjerne isen, men det var lettere sagt end gjort. Mens de arbejdede, begyndte vinden at hyle højere, som om naturen forsøgte at advare dem. Pludselig knækkede isen under træet, og en mørk åbning viste sig i jorden. Frida og Kjetil kiggede ned i mørket.

»Hvad nu?« spurgte Kjetil en smule nervøs.

»Vi må gå ind,« svarede Frida bestemt.

Inde i åbningen fandt de et gammelt helligsted, delvist fyldt med is, hvor væggene var dækket af inskriptioner, der reflekterede lys fra en skjult kilde. I midten af rummet lå en lille krystal, der pulserede i takt med sangen.

Frida læste inskriptionerne højt:

»'Når bjergets sang høres, er tiden kommet til, at visdommen skal vokse.'«

Prøvens tid

Pludselig fyldtes rummet af en kold vind, og lyset fra krystallen begyndte at flimre. Stemmer hviskede omkring dem, og Kjetil lagde fjerene fladt ind til kroppen og veg tilbage mod åbningen.

»Vi skal væk herfra,« sagde han hurtigt.

Men Frida stod rolig.

»Dette er prøven,« sagde hun.

Hun nærmede sig krystallen og lagde sagte sine vinger over den. Lyset blev stærkere, og sangen blev stille. En dyb, rolig stemme fyldte rummet.

»I kom langt, og I hørte bjerget, før I rørte det. Derfor kan sangen hvile nu.«

Bjergenes belønning

Lyset fyldte rummet, og kulden forsvandt fra deres fjer. Krystallen begyndte at smelte, og vandet strømmede tilbage ind i bjerget. Udenfor så de snestormen stilne, og bjergene glitrede i solen.

»Bjerget er stille igen,« sagde Frida.

»Og vi står her endnu,« tilføjede Kjetil og rystede sneen af vingerne.

Historiens morale

Uglen og ravnen -- moralen

Det er klogt at lytte, før man handler.

-- En original historie til Dyrefortællinger.