Ulven, egernet og modet

Ingen vover at lære den ensomme ulv Storm at kende -- før han redder et lille egern fra en gren, der er ved at knække, og de to begiver sig ud på en rejse, der forandrer, hvordan skovens dyr ser på ham.

På kanten af den store skov boede ulven Storm. Han vandrede alene, og han kunne høre en mus bevæge sig under sneen. Men når han gik forbi, blev fuglene stille, og dyrene smuttede ned i deres huler, og ingen blev længe nok til at sige goddag.

En dag, da Storm gik langs en flod, hørte han en svag stemme fra træerne over sig.

»Hjælp! Jeg sidder fast!« råbte stemmen.

Storm så op og fik øje på et lille egern, der klamrede sig til en gren. Grenen var gammel og svag, og det var tydeligt, at den snart ville knække.

»Bare rolig,« sagde Storm med sin dybe, faste stemme. »Jeg skal nok hjælpe dig.«

Storm stillede sig under træet og strakte sig, så højt han kunne. Egernet, der hed Nutmeg, tøvede først, men Storms rolige blik gav hende mod. Hun sprang forsigtigt ned på ulvens brede ryg.

»Tusind tak!« sagde Nutmeg lettet. »Jeg troede, jeg skulle falde.«

En usandsynlig alliance

Nutmeg var nysgerrig efter at vide mere om Storm.

»Hvorfor hjalp du mig? Jeg troede, ulve var farlige.«

Storm sukkede og svarede:

»Ikke alle ulve er ens. Jeg vil ikke skade nogen, men alle tror det værste om mig.«

Nutmeg nikkede tankefuldt.

»Måske er det på tide, at nogen viser dyrene, hvem du virkelig er. Vil du komme med mig på en rejse gennem skoven? Vi kan vise dem, at du ikke er den, de tror du er.«

Storm blev overrasket over egernets mod, men han kunne godt lide ideen. Sammen begav de sig ud på en rejse, der skulle forandre begge deres liv.

Udfordringer på vejen

Rejsen var ikke uden forhindringer. Først skulle de over en farlig mose. Storm brugte sin styrke til at bære Nutmeg over de vådeste steder.

»Du er som en bro!« lo Nutmeg.

»Og du er en let passager,« svarede Storm med et sjældent smil.

Senere stødte de på en flok hjorte, der løb i panik.

»Hvad sker der?« spurgte Nutmeg.

En af hjortene råbte:

»Der er jægere i nærheden! De stiller fælder op!«

Storm sænkede snuden mod jorden og fulgte en svag, kold lugt af metal til roden af en birk. Under løvet lå fælden med gabende kæber. Han slog hårdt til den med poten, og den klappede sammen om ingenting. Hjortene stod helt stille med ørerne skælvende, til en af dem vovede at komme tættere på.

»Nu er du sikker,« sagde han til hjorten, der takkede ham varmt.

»Vent til skoven hører om det her,« sagde hun og pressede sine små poter mod hans skulder.

Mødet med skoven

Til sidst nåede de en åben lysning i skoven, hvor mange dyr havde samlet sig. Storm og Nutmeg fortalte om rejsen og om hvordan Storm havde hjulpet både Nutmeg og hjortene. Først var dyrene skeptiske, men Nutmeg fortalte om fælden under birken.

En gammel ugle fløj ned fra træerne og sagde:

»Jeg har vogtet denne skov i fyrre vintre,« sagde hun, »og i aften har jeg set noget nyt.«

Storm smilede svagt og sagde:

»Jeg vil bare leve i fred, ligesom alle andre.«

Et efter et kom dyrene lidt tættere på. En ung hare var den første, der satte sig ved siden af ham, lige der hvor hans skygge faldt.

En ny begyndelse

Fra den dag blev Storm og Nutmeg set overalt sammen, egernet ridende højt på ulvens brede ryg. Og når nogen havde brug for hjælp på den anden side af mosen, var det de to, skoven sendte bud efter.

Historiens morale

Ulven og egernet -- moralen

Sandt mod er at turde være sig selv, selv når andre ikke forstår det. Og et venskab kan nedbryde selv de største fordomme.

-- En original historie til dyrefortællinger.