Den energiske hare Lykke overtaler den forsigtige elg Einar til at følge med på en rejse til de fjerne fjorde.
I dybet af den norske skov, hvor vinden dansede mellem grantræerne og sollyset kastede legende skygger på jorden, boede en lille hare, der hed Lykke. Hun var altid i bevægelse og drømte hele tiden om den store, ukendte verden. Hun elskede skoven, men hun kunne ikke lade være med at kigge mod horisonten.
Ikke langt derfra boede elgen Einar, skovens store og rolige konge. Einar kunne skubbe en væltet træstamme af vejen uden at sætte farten ned, men han holdt af den samme sti, det samme grantræ og den samme stille time hver morgen.
En morgen, mens Lykke hoppede omkring og samlede blåbær, fik hun øje på Einar, hvor han hvilede under et stort, gammelt grantræ.
»God morgen, Einar!« råbte hun og satte i spring over mod ham. »Hvad gør du her helt alene?«
Einar åbnede langsomt øjnene og smilede venligt.
»Jeg nyder stilheden, lille ven. Og du? Samler du mad til vinteren?«
Lykke nikkede ivrigt og pegede mod de høje bjerge i det fjerne.
»Har du nogensinde været derover, Einar? Til bjergene, eller måske endda fjordene? Jeg har hørt, de er smukke!«
Einar rynkede panden og svarede:
»Det har jeg, for længe siden. Men rejsen derhen er lang og besværlig. Den er ikke for de utålmodige.«
Lykke hoppede op og ned af begejstring.
»Men vi kunne gå sammen! Du er stærk, og jeg er hurtig. Hvad siger du, Einar? Skal vi ud på et eventyr?«
Planlægningen
Einar var længe tavs. Men Lykkes begejstring var smitsom, og til sidst gav han efter.
»Godt,« sagde han. »Men du skal love mig ikke at give op, uanset hvad vi møder på vejen.«
De to venner brugte resten af dagen på at forberede sig. Einar samlede nærende bark og blade, mens Lykke gravede saftige rødder op. Sammen pakkede de en lille madpose, og tidligt næste morgen begav de sig ud på rejsen.
Rejsen begynder
De startede forsigtigt, med Lykke hoppende i forvejen for at udforske stien. Skoven gik snart over i moser og bakker, som de måtte finde vej igennem. Mens Lykke sprang let over forhindringerne, måtte Einar bruge alle sine kræfter på at komme frem.
»Er du okay, Einar?« spurgte Lykke, da hun så, at han trak vejret tungt.
»Jeg er ikke så hurtig som dig,« svarede Einar, »men jeg bliver ved. Lad os fortsætte.«
De krydsede bække og klatrede op ad stejle stier, og hver aften slog de lejr og delte mad og historier. Einar fortalte om sin ungdom, da han havde set de majestætiske fjorde, mens Lykke delte sine drømme om en dag at udforske hele verden.
Den store udfordring
På den tredje dag nåede de en bred flod, der strømmede kraftigt gennem landskabet. Vandet var koldt og dybt, og der var ingen bro i sigte.
»Hvad gør vi nu?« spurgte Lykke og trak sig et skridt tilbage fra den brusende kant.
Einar tænkte sig om og sagde:
»Hold godt fast i min ryg. Jeg bærer dig over.«
Lykke klatrede op på hans ryg og holdt fast, mens hun mindede sig selv om sit løfte. Einar vadede ud i det iskolde vand. Strømmen trak i ham, men med sin styrke og balance nåede han langsomt den anden side. Lykke klappede ham på hovedet.
»Du er fantastisk, Einar! Jeg vidste, vi var et godt hold.«
Fjordenes skønhed
Efter mange timers klatring og slid nåede de endelig toppen af en bjergryg. Der, foran dem, lå fjordene. De glitrede i aftensolen, omkranset af høje bjerge, der stod som vagter over vandet. Lykke var målløs.
»Det er det smukkeste, jeg nogensinde har set,« hviskede hun.
De besluttede at blive ved fjordene et par dage, udforske kysterne, smage det salte vand og slappe af i solen. Selv Einar plaskede gennem det lave vand og rystede det kolde vand af sit store gevir.
Tilbage til skoven
Hjemrejsen var lige så udfordrende som turen derhen, men nu kendte de hinandens styrker og svagheder. Einar hjalp Lykke over farlige stier, mens Lykke advarede om farer, der lurede i skoven. Undervejs mødte de andre dyr, der var nysgerrige efter deres eventyr, og de delte historier om fjordene og bjergene.
Da de til sidst kom tilbage til skoven, lagde Einar sig ned under sit gamle grantræ, og Lykke lagde sig ind til hans varme side.
»Tak, Einar,« sagde Lykke. »Jeg kunne aldrig have gjort det her uden dig.«
»Og jeg kunne aldrig have set fjordene igen uden din begejstring,« svarede Einar.
Historiens morale
Udholdenhed og venskab kan overvinde selv de største udfordringer.
