Askeladden begiver sig af sted med en død krageunge, et pilebånd og en knækket skål – og bruger dem til at gøre prinsessen tavs.
🌟 Dette er et klassisk norsk folkeeventyr fra Asbjørnsen og Moe, første gang udgivet i 1843 under titlen »Spurningen« og senere kendt som »Prinsessen, der ikke kunne tie«.
Kongens udfordring og brødrenes rejse
Der var engang en konge. Han havde en datter, der var så skarp i munden og så trodsig, at ingen kunne stå sig mod hende i ord. Så lod han udråbe, at den, der kunne tale hende til tavshed, skulle få prinsessen og det halve kongerige med. Der var ingen mangel på mænd, der ville prøve. Porten til kongens gård havde næsten ikke et øjebliks ro – friere kom i hobetal, fra øst og vest, ridende og gående. Men ingen kunne tale prinsessen til tavshed.
Til sidst kundgjorde kongen, at enhver, der prøvede og mislykkedes, skulle brændemærkes på begge ører med hans store brændejern. Han ville ikke have mere af disse nyttesløse forsøg på sin gård.
Tre brødre havde hørt om prinsessen. Da det ikke var så lysteligt hjemme, ville de ud og prøve deres lykke og se, om de kunne vinde prinsessen og det halve kongerige. De var gode venner, så alle tre tog af sted sammen.
Askeladdens fund på vejen
Da de var kommet et stykke på vej, fandt Askeladden en død krageunge.
»Jeg fandt noget, jeg fandt noget!« råbte han.
»Hvad fandt du da?« spurgte brødrene.
»Jeg fandt en død krageunge,« svarede han.
»Uha, kast den væk! Hvad vil du med den?« sagde de to og rynkede på næsen.
»Jeg har sådan noget at gøre, jeg har sådan noget at bære. Så det her bærer jeg også,« sagde Askeladden.
Da de var gået et lille stykke længere, fandt Askeladden et gammelt pilebånd, og han tog det med sig også.
»Jeg fandt noget, jeg fandt noget!« råbte han.
»Hvad fandt du denne gang?« spurgte brødrene.
»Jeg fandt et pilebånd,« svarede han.
»Bah! Hvad vil du med det? Kast det væk!« sagde de to.
»Jeg har sådan noget at gøre, jeg har sådan noget at bære. Så det her bærer jeg også,« sagde Askeladden.
Da de var gået lidt længere, fandt han en knækket skål, og den tog han også med.
»Drenge, jeg fandt noget, jeg fandt noget!« sagde han.
»Hvad fandt du denne gang?« spurgte brødrene.
»En knækket skål,« sagde han.
»Uha! Nu er det altså noget at slæbe på! Kast den væk!« sagde de.
»Jeg har sådan noget at gøre, jeg har sådan noget at bære. Så det her bærer jeg også,« svarede Askeladden.
Prøverne hos kongen og prinsessen bliver tavs
Da de var gået et stykke længere, fandt han et krumt gedehorn, og kort efter fandt han dets makker.
»Jeg fandt noget, jeg fandt noget, drenge!« råbte han.
»Hvad fandt du så denne gang?« sagde de andre.
»To gedehorn,« svarede Askeladden.
»Uha! Kast dem væk! Hvad vil du med dem?« sagde de.
»Nej, jeg har sådan noget at gøre, jeg har sådan noget at bære. Så det her bærer jeg også,« sagde Askeladden.
Lidt senere fandt han en lap læder.
»Nej, drenge, jeg fandt noget, jeg fandt noget!« råbte han.
»Det er sandelig noget du finder! Hvad fandt du denne gang?« sagde de to ældste.
»Jeg fandt en lap læder,« svarede han.
»Åh, kast den væk! Hvad vil du med den?« sagde de.
»Jeg har sådan noget at gøre, jeg har sådan noget at bære. Så det her bærer jeg også,« sagde Askeladden.
Da de gik over ageren ved kongens gård, hvor der for nylig var kørt gødning ud, bøjede han sig og tog en udslidt skosål op.
»Nej, nej, drenge, jeg fandt noget, jeg fandt noget!« sagde han.
»Hvis du bare havde fundet lidt forstand, før vi kom frem!« sagde de to. »Hvad var det da, du fandt denne gang?«
»En udslidt skosål,« svarede han.
»Uha, nu er det også noget at samle op! Kast den væk! Hvad vil du med den?« spurgte brødrene. »Jeg har sådan noget at gøre, jeg har sådan noget at bære. Så det her bærer jeg også, hvis jeg skal vinde prinsessen og det halve kongerige,« sagde Askeladden.
»Du er godt nok noget for dig selv!« sagde de to.
Så gik de ind til prinsessen. Først den ældste.
»God dag,« sagde han.
»God dag til dig også,« svarede hun og vred sig.
»Det er forfærdeligt varmt herinde,« sagde han.
»Det er varmere på bålet,« svarede prinsessen.
Brændejernet lå klar og ventede. Da han så det, tabte han straks mælet, og så var det ude med ham.
Det gik ikke bedre for den mellemste bror.
»God dag,« sagde han.
»God dag til dig også,« sagde hun og krympede sig.
»Det er forfærdeligt varmt herinde,« sagde han.
»Det er varmere på bålet,« svarede hun.
Dermed tabte han også mælet – og jernet kom frem igen.
Så kom Askeladden.
»God dag,« sagde han.
»God dag til dig også,« svarede hun og krympede og vred sig.
»Det er godt og varmt herinde,« sagde Askeladden.
»Det er varmere på bålet,« svarede hun.
»Skulle der være mulighed for at stege min krageunge herinde, så?« spurgte han.
»Jeg er bange for, at den sprænger,« sagde prinsessen.
»Nej, der er ingen fare for det, jeg binder dette pilebånd om den,« svarede drengen.
»Det er for løst,« sagde hun.
»Jeg sætter denne lap læder på,« sagde drengen og tog læderet frem.
»Fedtet render ud af den,« sagde prinsessen.
»Jeg sætter denne skål under,« svarede han og viste hende den knækkede skål.
»Du er godt nok krum i dine ord,« sagde prinsessen.
»Nej, jeg er ikke krum, men dette her er krumt,« svarede drengen og tog et af gedehornene frem.
»Nej! Jeg har aldrig set noget lignende!« udbrød prinsessen.
»Her er dets makker,« sagde drengen og tog det andet frem.
»Du tror vel, du er slidt nok til at tale mig til tavshed?« sagde hun.
»Nej, jeg er ikke slidt, men dette her er slidt,« svarede drengen og trak skosålen frem.
Og så blev prinsessen tavs.
»Nu er du min,« sagde Askeladden, og så vandt han prinsessen og det halve kongerige med.
SLUT
Selv den skarpeste tunge kan møde sin overmand – og ofte i én, ingen tog alvorligt.
