Halvor, der ikke gider andet end at rage i asken, tager ud at sejle og ender med at kæmpe mod trolde for at befri tre fortryllede prinsesser.
»Soria Moria slot« er et af de mest kendte norske folkeeventyr, indsamlet af Asbjørnsen og Moe. Historien følger Halvor, som hellere ville rage i asken end arbejde, fra en fremmed kyst til en hal med gryder af guld og sølv, tre trolde og tre fortryllede prinsesser på det skinnende Soria Moria slot.
Soria Moria slot – et norsk folkeeventyr om mod og drømme
Kapitel 1: Fra barndom til en sørejse
Der var engang et par, som havde en søn, og han hed Halvor. Fra han var ganske lille, ville han aldrig tage sig til noget som helst, men sad bare og ragede i asken. Forældrene sendte ham ud for at lære alle mulige håndværk, men Halvor blev aldrig nogen steder; for når han havde været borte nogle få dage, løb han fra det, han skulle lære, skyndte sig hjem og satte sig ved arnen for at grave i asken igen. Men en dag kom der en skipper forbi og spurgte Halvor, om han ikke ville følge med til søs og se fremmede lande. Jo, det ville Halvor gerne, og han spildte ingen tid med at gøre sig klar.
Hvor de sejlede hen, har jeg ikke hørt noget om; men efter en god stund blæste det op til en voldsom storm, og da den havde lagt sig og alt var blevet stille igen, vidste de ikke, hvor de var – de var drevet ind mod en fremmed kyst, som ingen af dem kendte.
Da det blev så stille, at ikke en fjer rørte sig, lå de der en tid, og Halvor spurgte skipperen, om han måtte gå i land og kigge sig om, for han ville hellere gå end ligge og sove.
»Tror du, du kan vise dig blandt folk,« sagde skipperen, »når du ikke har andet at gå i end de laser, du har på?«
Halvor blev dog ved sit, og til sidst fik han lov; men han skulle komme tilbage, så snart vinden tog til igen.
Kapitel 2: Ankomsten til slottet og det første møde
Så gik han, og det var et smukt land; alle vegne, han kom, var der store sletter med marker og enge, men han så ingen mennesker nogen steder. Han gik videre, til det begyndte at blæse igen; men Halvor syntes ikke, han havde set nok endnu, og lod skibet sejle uden ham, for han ville gå lidt længere og se, om han ikke kunne finde nogen. Efter en tid kom han til en bred vej, så jævn, at man let kunne have trillet et æg hen ad den. Denne vej fulgte Halvor nu, og da aftenen kom, så han et stort slot langt borte, med lys strømmende ud fra det. Han havde gået hele dagen og havde ikke haft meget madpakke med, og han var godt sulten; men jo nærmere han kom slottet, jo mere angst blev han.
Inde på slottet brændte der et bål, og Halvor gik ind i køkkenet, som var så fornemt, at han aldrig havde set magen; der var gryder og pander, både af guld og sølv, men ikke en sjæl at se. Da Halvor havde stået der en stund, og ingen kom ud, gik han hen og åbnede en dør; og derinde sad en prinsesse og spandt på en rok.
»Nej, nej dog!« råbte hun, »vover kristne folk at komme her? Men du må hellere gå igen, hvis du ikke vil have, at trolden skal sluge dig helt – for her bor en trold med tre hoveder.«
»Jeg ville være lige så glad, om han havde fire hoveder til, og jeg vil gerne se den fyr,« sagde drengen, »og jeg går ikke – jeg har ikke gjort noget forkert; men du må give mig noget at spise, for jeg er grueligt sulten.«
Da Halvor havde spist sig mæt, sagde prinsessen, at han kunne prøve at svinge sværdet, der hang på væggen; nej, han kunne ikke svinge det, han kunne ikke engang lette det.
»Nå,« sagde prinsessen, »så må du hellere tage en slurk af den flaske, der hænger ved siden af, for det gør trolden, når han skal bruge sværdet.«
Halvor tog en slurk, og med det samme kunne han svinge sværdet, som var det ingenting. Nu, tænkte han, kunne trolden komme, så snart han ville.
Kapitel 3: Kampen med den trehovedede trold
Lige da kom trolden farende ind; Halvor stod bag døren.
»Fy, hvor det lugter af kristenkød!« sagde trolden og stak hovedet ind gennem døren.
»Ja, og det skal du få at mærke,« sagde Halvor og hug alle hovederne af ham.
Prinsessen dansede og sang; men så kom hun i tanke om sine søstre og sagde:
»Hvis blot mine søstre også var befriet!«
»Hvor er de da?« spurgte Halvor.
Jo, det fortalte hun ham; den ene var ført bort af en trold til et slot seks mil borte, og den anden var ført bort til et slot ni mil forbi det igen.
»Men nu,« sagde hun, »må du først hjælpe mig med at rydde dette rådne lig bort.«
Jo, det var Halvor stærk nok til; han slæbte det hele væk og fik stedet gjort pænt og ryddeligt på ingen tid.
Kapitel 4: Nye udfordringer og troldens næste angreb
Så levede han godt og trygt, og næste morgen tog han af sted, så snart det blev lyst; han kunne ikke sidde stille, han gik og han løb hele dagen. Da han fik syn på slottet, blev han lidt angst igen; det var endda fornemmere end det første – men heller ikke her var der en sjæl at se. Så gik Halvor ind i køkkenet, men blev heller ikke dér; han gik videre ind.
»Nej, vover kristne folk virkelig at komme her?« råbte prinsessen. »Jeg ved ikke, hvor lang tid det er siden, jeg kom hertil; men i al den tid har jeg ikke set en kristen sjæl. Du må hellere gå igen, for her bor en trold med seks hoveder.«
»Nej, jeg går ikke,« sagde Halvor, »om han så havde seks til.«
»Han vil sluge dig helt,« sagde prinsessen.
Men det hjalp ikke: Halvor ville ikke gå, han var ikke bange for trolden; men mad og drikke ville han have, for han var sulten efter rejsen.
Jo, han fik, så meget han ville have; men så ville prinsessen have, at han skulle gå igen.
»Nej,« sagde Halvor, »jeg går ikke, for jeg har ikke gjort noget forkert, og jeg har intet at være bange for.«
»Han vil ikke spørge om det,« sagde prinsessen, »for han tager dig uden lov eller ret; men siden du ikke vil gå, kan du jo prøve, om du kan svinge sværdet, trolden bruger i kamp.«
Han kunne ikke svinge sværdet; men så sagde prinsessen, at han skulle tage en slurk af flasken, der hang ved siden af, og da han havde gjort det, kunne han svinge det.
Lige da kom trolden; han var så stor og vældig, at han måtte vende sig på siden for at komme gennem døren. I det øjeblik trolden fik det første hoved igennem, råbte han:
»Fy, hvor det lugter af kristenkød!«
Med det hug Halvor det første hoved af, og så alle de andre også, men det sidste var det hårdeste af dem alle, og det var det hårdeste arbejde, Halvor nogensinde havde haft, at få det af. Derefter gik han videre til det tredje slot og befriede den sidste søster på samme vis.
Nu kom alle prinsesserne sammen på Soria Moria slot, og de var så glade, som de aldrig havde været i hele deres liv, og de holdt af Halvor, og han af dem, og han kunne få den af dem, han bedst ville have; men den yngste holdt mest af ham af de tre.
»Du skal komme både derhen og tilbage uskadt, hvis du vil følge vores råd,« sagde prinsesserne.
Så klædte de ham på så fornemt som en kongesøn, og satte en ring på hans finger, og den var sådan, at han kunne ønske sig både derhen og tilbage med den; men de sagde, at han ikke måtte kaste den fra sig, og han måtte ikke nævne deres navne, for så var al glansen forbi, og han ville aldrig se dem igen.
Kapitel 5: Hjemkomst, bryllup og farvel
»Hvis jeg blot var hjemme nu!« sagde Halvor, og lige da han havde ønsket det, stod han uden for forældrenes hytte, før han vidste af det. Det var tusmørke, og da de så en så fornem, flot fremmed komme ind, blev de helt forfjamskede og begyndte at bukke og neje.
Halvor spurgte, om han måtte blive der og få en seng for natten.
»Nej, det kan I bestemt ikke; vi er ikke af den slags,« sagde de, »vi har ikke det ene eller det andet, som en herre som jer skulle have brug for; I gør bedst i at gå op til gården – det er ikke langt, I kan se røgen fra skorstenen herfra – deroppe har de nok af alting.«
»Nej,« sagde Halvor, »derop går jeg ikke før i morgen; lad mig blive her i nat, jeg kan sidde ved arnen.«
Det kunne de ikke sige nej til, og så satte Halvor sig ved arnen og begyndte at rage i asken, ligesom han plejede, da han boede hjemme og drev om.
De talte om det ene og det andet, og fortalte Halvor lidt om alt muligt, og så spurgte han, om de aldrig havde haft børn.
Jo, de havde haft en dreng, der hed Halvor, men de vidste ikke, hvor han var vandret hen, og de vidste heller ikke, om han var død eller levende.
»Kunne det ikke have været mig, da?« sagde Halvor.
»Det skulle jeg da vide,« sagde den gamle kone og rettede sig op. »Halvor var så doven og tvær, at han aldrig gjorde en håndsrækning, og så laset, at den ene lap sad uden på den anden – han kunne aldrig være blevet til en så fin karl som jer, far.«
Lidt efter gik den gamle kone hen til arnen for at rage op i gløderne, og da lyset faldt på Halvor, ligesom det plejede, da han sad hjemme og ragede i asken, kendte den gamle kone ham.
»Nej, er det virkelig jer, Halvor!« råbte hun,
og der blev en glæde blandt de gamle forældre, som ikke var til at måle, og han måtte fortælle dem det hele om, hvordan det var gået ham, og den gamle kone blev så glad for ham, at hun ville have ham med op på gården med det samme og vise ham til pigerne, som altid havde set ned på ham.
Så gik hun i forvejen, og Halvor fulgte efter. Da hun kom derop, fortalte hun dem, at Halvor var kommet hjem igen, og nu skulle de bare se, hvor fornem han var; han så ud som en prins, sagde hun.
»Det ved vi sandelig,« sagde pigerne og kastede med nakken, »han er lige så laset, som han altid har været.«
Lige da gik Halvor ind, og pigerne blev så forfjamskede, at de glemte bluserne ved arnen, hvor de sad og lusede, og løb ud i bare skørterne. Da de kom ind igen, var de så skamfulde, at de næsten ikke kunne se på ham.
»Nå, I har altid troet jer så fine og dejlige, at ingen kunne måle sig med jer; men I skulle bare se den ældste prinsesse, jeg har befriet,« sagde Halvor; »ved siden af hende ville I se ud som gåsepiger, og den mellemste er endnu dejligere; men den yngste, som er min kæreste, er dejligere end både sol og måne – hvis hun blot var her, så skulle I se!« sagde Halvor.
I samme øjeblik blev ringen på hans finger varm, og der i stuen stod alle tre prinsesser. Den yngste så lige på gårdpigerne og råbte:
»Dér, det er ham, jeg mener!«
Og de stolte piger listede ud af døren, en efter en, mens den yngste prinsesse tog Halvor i hånden og holdt bryllup med ham.
SLUT
Den, der tør drage ud i verden, kan komme hjem med mere, end han rejste ud med.
