Peer Gynt kræver Dovregubbens datter og halvdelen af kongeriget – men prisen, troldekongen kræver, er at miste sig selv for altid.
I Dovregubbens hal er en spændende scene fra dramaet Peer Gynt, skrevet af Henrik Ibsen i 1867. Med rødder i norsk folketro følger vi Peer Gynt, da han møder de farlige trolde og deres konge, Dovregubben, i deres underjordiske rige. Peer skal bestå deres prøver for at flygte. Dette er en moderne bearbejdning til fabeltales.com.
Vidste du, at søgeordet »Askeladden i Dovregubbens hal« er populært? Det skyldes en norsk film, der låner scenen og titlen fra Ibsen og Grieg, men bytter Peer Gynt ud med vores velkendte folkeeventyrhelt, Askeladden. Det viser, hvor central Dovregubbens hal er i norsk kultur – og i det, folk søger efter.
Første del: Mødet med troldene
Der var uro i den store hal under bjerget. Hvisken, snerren og hyl kom fra alle hjørner. Troldene stimlede sammen, grå og krogede i ansigtet. Højt på sin trone sad Dovregubben, troldenes konge, med krone og scepter, der glitrede i fakkellyset. Omkring ham stod hans børn og slægtninge, alle vendt mod den fremmede, der havde vovet at træde ind i deres mørke rige.
Foran tronen stod Peer Gynt, en dreng fra menneskenes verden. Han havde sneget sig dybt ind i troldenes rige, og nu stod han der med hovedet højt og krævede både kongens datter og halvdelen af riget som medgift.
Et voldsomt oprør brød ud i hallen. Troldene trampede, slog på stengulvet og råbte i munden på hinanden.
»Slå ham ihjel!« hvinede en af dem. »En kristenmands søn har fortryllet Dovregubbens dejligste jomfru!«
De små troldebørn hoppede og dansede af begejstring.
»Skal jeg skære en finger af ham?« peb en lille én.
»Skal jeg rive ham i håret?« råbte en anden.
»Hi-hi! Lad mig bide ham i låret!« lo en troldepige, og en gammel heksekone knurrede:
»Skal han koges til suppe og stuvning?«
Da hævede Dovregubben hånden, og der blev stille. Kongen lænede sig fremad og studerede mennesket med et tungt, glødende blik.
»Isvand i blodet!« knurrede han.
»Vi har haft svært ved det de seneste år, og hjælp skal man ikke skubbe fra sig. Den dreng ser stærk og sund ud. Så – det er min datter, du beder om?«
Peer mødte kongens tunge blik og svarede:
»Din datter – og riget som medgift, ja.«
Kongen nikkede langsomt.
»Halvdelen skal du have, så længe jeg lever,« sagde han, »og den anden halvdel, når jeg en dag går bort.«
Drengen smilede og svarede:
»Det kan jeg udmærket nøjes med.«
Og sådan blev aftalen beseglet under bjerget, mellem menneske og troldekonge.
Anden del: Troldenes løfter og prøver
At blive konge i Dovregubbens rige var ingen let sag. Der skulle aflægges løfter og bestås prøver. Det første krav var det hårdeste af alle: at glemme alt om verden uden for bjergets grænser – dag, lys og alt menneskeligt.
»Du har et par løfter at aflægge,« sagde Dovregubben med dyb stemme.
»Bryder du blot ét af dem, er hele pagten brudt, og du kommer ikke levende herfra. Først skal du sværge, at du aldrig vil bryde dig om, hvad der ligger uden for Rondernes grænser. Du skal sky dagen og undgå hver eneste lysplet.«
Peer svarede uden at tøve:
»Hvis jeg til gengæld bliver kaldt konge, er det en billig pris at betale!«
Dovregubben smilede skævt og lænede sig tilbage.
»Det skal vi se,« sagde han. »Nu kommer visdomsprøven. Hvad er forskellen på trold og menneske?«
Drengen tænkte sig om og svarede:
»Der er ingen forskel, så vidt jeg kan se. Store trolde vil stege, og små trolde vil klore; mennesker gør det samme – bare de vover det.«
Kongen grynede, tilfreds.
»Sandt nok. Der er vi ens – og mere end det. Derude, under den skinnende himmel, siger menneskene: ›Mand, vær dig selv!‹ Men her hos os siger vi: ›Trold, vær dig selv – nok!‹«
Troldene lo og trampede i gulvet.
»Fatter du dybden i det?« spurgte en af dem.
Peer rystede på hovedet.
»Det ser dunkelt ud for mig,« svarede han.
Så kom den næste prøve – at lære troldenes levevis. Kongen rakte ham en skål med en mørk, boblende drik. Lugten var skarp og syrlig.
»Du skal lære at værdsætte vores enkle, hjemlige levevis,« sagde Dovregubben.
»Spørg ikke, om den smager surt eller sødt; det vigtigste er, at den er brygget her hjemme.«
Peer rynkede næsen.
»Pokker tage din hjemlige drik! Jeg vænner mig aldrig til dette lands vaner!«
Han tænkte sig om et øjeblik og mumlede:
»Nå, der står skrevet et sted: man skal tvinge sin egen natur. Måske bliver drikken mindre sur med tiden. Godt, så lad det være.«
Troldene lo højt, og kongen sagde:
»Dernæst skal du kaste dine kristenmandsklæder og bære en hale, ligesom os andre.«
Peer spilede øjnene op.
»Jeg har ikke nogen hale!«
»Hoftrold!« råbte Dovregubben. »Sæt min søndagshale på ham!«
»Nej, det gør du ikke!« råbte drengen og slap fri.
»Forsøger du at håne mig? Et menneske er ikke mere end et støvgran – men man skal da bøje sig en smule for skik og brug.«
Troldene lo og trak sig tilbage, men kongen så alvorligt på ham.
Tredje del: Afslaget og flugten fra bjerget
Efter at have accepteret flere af troldenes krav kom den afgørende prøve. Troldene holdt fest til ære for deres nye svigersøn, og musik og dans fyldte hallen.
»Noget forfærdeligt stygt,« mumlede han.
»En bjeldeko slår på tarmstrenge med klov, og en so trasker frem i strømpesko.«
Dovregubben så strengt på ham.
»Husk, han har menneskesanser!« sagde han til de andre.
Peer forsøgte at smile.
»Åh-ha, var det dig? En lille spøg til en fest, du ved, er aldrig så slemt ment.«
Kongen svarede koldt:
»Jo, min søn, så må du kureres for denne forbandede menneskenatur, du har.«
Så hævede han en tyk, grå finger mod Peers ansigt.
»Jeg ridser en lille rift i dit venstre øje,« sagde Dovregubben, »så du ser skævt; men alt, hvad du ser, vil synes fint og stort. Så skærer jeg det højre helt ud.«
Peer stirrede forskrækket på ham.
»Er du drukken?«
»Nej,« svarede kongen roligt.
»Så vil du se, at bruden er smuk, og dit syn vil aldrig mere plages af trampende søer og bjeldekøer.«
Peer svælgede.
»Hør,« sagde han.
»Hvornår bliver mit syn helet igen – tilbage til et menneskesyn?«
»Aldrig, min ven,« svarede Dovregubben.
Da rettede drengen ryggen og svarede med klar stemme:
»Nå, så vil jeg sige tak og gå min vej. Jeg rejser.«
»Du vil da ikke forsøge at tvinge dig forbi mig?« spurgte kongen truende.
»Og stadig være en trold?«
»Ja, så hjælpe mig Gud!« råbte Peer.
»For en brud og et velholdt rige kunne jeg bære meget. Men dette – at vide, at jeg aldrig mere kunne blive fri, at jeg ikke kunne dø som et ordentligt menneske, at jeg skulle gå som en bjergtrold alle mine dage – det vil jeg aldrig gå med til!«
Da blev Dovregubben rød af raseri. Han trampede i gulvet, og hallen skælvede.
»Kast ham mod bjergvæggen, børn!« brølede han.
»Åh, far, kan vi ikke først spille uglen og ørnen!« hylede troldebørnene.
»Ulvespillet! Gråmus og glødøjet kat!«
Peer kæmpede for sit liv, da troldene kastede sig over ham.
»Slip mig, djævelsyngel!« råbte han.
»Av! Den gamle var slem, men de unge er værre! Hjælp, mor, jeg dør!«
I samme øjeblik klang kirkeklokker langt borte. Den hellige klang skar gennem bjerget, og troldene hvinede af rædsel. Hallen skælvede, stenene smuldrede, og alt blev mørkt.
Da troldene flygtede, stod drengen alene igen. Bjerget lukkede sig, og roen vendte tilbage. Peer Gynt – manden, der havde trodset Dovregubben – var fri.
SLUT
Hvad lærte vi af »I Dovregubbens hal«? 🤔
Hvad lærte Peer Gynt af sit eventyr i Dovregubbens hal? Dovregubben bød ham en brud og halvdelen af et rige – og krævede hans øjne og hans menneskeliv i betaling. Peer sagde nej og gik ud af bjerget som sig selv! 🙌
Husk: det er fint at tilpasse sig lidt, men giv aldrig afkald på den, du er inderst inde! ❤️
Vi har mange flere spændende fortællinger og sagn fra norsk folketro, der venter på dig! Kom og læs vores andre historier – måske møder du Askeladden eller de uhyggelige underjordiske næste gang? 📚✨
