Mød den lille pige fra landsbyen på vej gennem skoven til bedstemors hus -- og den farlige ulv, der venter der.
Rødhætte er et af de mest kendte eventyr i verden. Det blev første gang udgivet af Charles Perrault, og senere gav brødrene Grimm det sin kendte lykkelige slutning med redningen — det er den udgave, du skal høre her.
Fortællingen om Rødhætte
Der var engang en lille pige i en landsby, den sødeste man nogensinde havde set. Hendes mor holdt uendelig meget af hende, og hendes bedstemor endnu mere. Den gode kone fik syet en lille rød hætte til hende, og den klædte hende så godt, at alle kaldte hende Rødhætte.
En dag, da hendes mor havde bagt nogle kager, sagde hun til Rødhætte:
»Gå hen og se, hvordan din bedstemor har det, for jeg har hørt, at hun er syg. Tag en kage med til hende og denne lille krukke smør.«
Rødhætte skyndte sig af sted for at besøge sin bedstemor, som boede i en anden landsby. På vejen gennem skoven mødte hun en ulv, som havde stor lyst til at æde hende, men han vovede det ikke, fordi der var nogle skovhuggere i nærheden.
Han spurgte, hvor hun skulle hen. Den stakkels lille pige vidste ikke, at det var farligt at stoppe og tale med en ulv, og svarede:
»Jeg skal hen til min bedstemor, og jeg har en kage og en lille krukke smør med, som min mor sender til hende.«
»Bor hun langt væk?« spurgte ulven.
»Ja,« svarede Rødhætte, »forbi den mølle, du kan se derovre, i det første hus i landsbyen.«
»Nå,« sagde ulven, »så går jeg også derhen. Jeg tager denne vej, og du tager den anden, og så kan vi se, hvem der kommer først.«
Ulven løb af sted, så hurtigt han kunne, ad den korteste vej, mens pigen tog den lange vej. På vejen samlede hun hasselnødder, jagtede sommerfugle og plukkede små buketter af de blomster, hun fandt. Det tog ikke lang tid, før ulven nåede bedstemorens hus. Han bankede på døren: Bank, bank.
»Hvem er det?«
»Det er din datterdatter, Rødhætte,« svarede ulven med forstillet stemme, »jeg har en kage og en lille krukke smør med, som min mor sender til dig.«
Bedstemoren, som lå i sengen, fordi hun ikke havde det godt, råbte:
»Træk i klinken, så går døren op.«
Ulven trak i klinken, og døren gik op. Han kastede sig over den gode kone og slugte hende hel på et øjeblik, for han havde ikke fået mad i flere dage. Så lukkede han døren og lagde sig i bedstemorens seng for at vente på Rødhætte, som kom lidt senere og bankede på døren: Bank, bank.
»Hvem er det?«
Da Rødhætte hørte ulvens hæse stemme, blev hun først forskrækket, men hun tænkte, at bedstemor nok var blevet forkølet, og svarede:
»Det er din datterdatter, Rødhætte, jeg har en kage og en lille krukke smør med, som min mor sender til dig.«
Ulven svarede og gjorde stemmen en lille smule blidere:
»Træk i klinken, så går døren op.«
Rødhætte trak i klinken, og døren gik op. Da hun kom ind, sagde ulven, som gemte sig under dynen:
»Sæt kagen og den lille krukke smør på hylden, og kom og læg dig hos mig.«
Fortællingen om Rødhætte: Ulven og pigen ved sengen
Rødhætte klædte sig af og lagde sig i sengen, og hun blev meget forundret over, hvordan bedstemor så ud i sin natkjole. Hun sagde:
»Bedstemor, hvor store arme du har!«
»Det er for bedre at kramme dig med, mit barn.«
»Bedstemor, hvor store ben du har!«
»Det er for bedre at løbe med, mit barn.«
»Bedstemor, hvor store ører du har!«
»Det er for bedre at høre dig med, mit barn.«
»Bedstemor, hvor store øjne du har!«
»Det er for bedre at se dig med, mit barn.«
»Bedstemor, hvor store tænder du har!«
»Det er for bedre at æde dig med!«
Og med disse ord kastede ulven sig over Rødhætte og slugte hende.
Heldigvis kom en af skovhuggerne forbi bedstemorens hus på vejen hjem. Han hørte en underlig snorken og tænkte: »Hvor bedstemor snorker højt i dag!« Han gik ind og så ulven ligge udstrakt i sengen, dybt sovende, med en mave så rund og stram som en tromme.
Skovhuggeren tog en saks og begyndte forsigtigt at klippe ulvens mave op. Efter blot et par klip sprang Rødhætte ud, levende og uskadt, og lige efter kom den gode bedstemor også ud.
Rødhætte, bedstemoren og skovhuggeren fyldte derefter ulvens mave med store sten. Da ulven vågnede og forsøgte at flygte, faldt han død om. De tre spiste kagen og smørret, som Rødhætte havde haft med, og levede lykkeligt til deres dages ende.
SLUT
MORALEN: Hvad historien om Rødhætte lærer os
Historien om Rødhætte minder os om, at vi kan møde nogen, der ikke har gode hensigter.
Ikke alle, der virker venlige, er gode. Nogle mennesker kan tale meget sødt, mens de i virkeligheden forsøger at udnytte andre, ligesom ulven forsøgte at gøre med Rødhætte.
Derfor er det klogt at lytte til dem, der passer på os, og ikke stoppe op for at tale med fremmede på vejen.
Historien bag fortællingen
Fortællingen om Rødhætte har en lang historie. Den ældste kendte trykte udgave blev udgivet af franskmanden Charles Perrault (1628-1703) i 1697. Hans udgave var mørkere og endte, som mange ældre folkeeventyr, uden en lykkelig redning, men med en tydelig morale i stedet.
Den udgave, du lige har læst, hvor skovhuggeren redder både Rødhætte og hendes bedstemor, er i dag den mest populære og udbredte udgave i verden. Den blev samlet og gjort populær af brødrene Grimm i 1800-tallet og er siden blevet en klassisk børnefortælling.
