Mælkepigen og hendes drømme

Der var engang en lille mælkepige, som hver dag hjalp sin mor med at sælge mælk på torvet. Denne morgen havde hun selv fået ansvaret for at bære den store mælkekande. Hun var stolt over, at hendes mor stolede på hende, og hun glædede sig til at tjene penge ved salget.

Mælkepigen satte forsigtigt kanden på hovedet, ligesom hun altid havde set sin mor gøre, og gik så af sted mod landsbyen. Hun gik langs en lille sti omkranset af blomstrende marker. Fuglene sang, og solen skinnede fra en klar himmel. Snart begyndte hun at drømme om alt det, hun kunne gøre med pengene.

👧

»Når jeg har solgt mælken, køber jeg nogle høns,« sagde hun til sig selv. »Hønsene lægger mange æg, og æggene kan jeg sælge på torvet. Med pengene fra æggene kan jeg købe en lille gris!«

Hun smilede ved tanken om den lille gris, der skulle blive stor og sund.

👧

»Når grisen er stor nok, kan jeg sælge den og tjene endnu flere penge. Så køber jeg den fineste kjole i hele landsbyen! Jeg bliver så smuk, at alle vil beundre mig.«

Hun rettede ryggen, holdt hovedet højt og gik, som om hun allerede var den dejligste pige i hele landsbyen. Men hun var så optaget af sine drømme, at hun ikke så stenen midt på stien. Før hun vidste af det, snublede hun, og mælkekanden faldt til jorden.

KRAK! Kanden gik i tusind stykker, og mælken flød ud over jorden. Mælkepigen stod helt stille. Hun stirrede på mælken, der sivede ned i jorden, og snart begyndte tårerne at trille.

👧

»Hvad skal jeg nu gøre? Al mælken er væk, og jeg har ingenting tilbage. Ingen høns, ingen gris og ingen smuk kjole,« græd hun.

Da hun kom hjem, fortalte hun sin mor, hvad der var sket. Moderen så mildt på hende og tørrede hendes tårer.

👩

»Min kære, det er godt at drømme, men hold øje med stien, mens du drømmer. Næste gang går det bedre.«

Fra den dag arbejdede mælkepigen lige så flittigt som før, men hun huskede altid at holde øje med stien, mens hun drømte.

Historiens morale

Drøm stort, men glem ikke at være til stede i nuet. For meget dagdrømmeri kan få os til at miste det, vi allerede har.

Dette er en fri gendigtning af en fabel, der tilskrives Æsop.